Der er meget kritik af det psykiatriske system i Danmark. Men hvad er problemet egentlig? Er der for få penge og for få sengepladser - eller ligger problemet i virkeligheden et helt andet sted?
Debatten om psykiatrien og retspsykiatrien raser, både nationalt og internationalt, og den danske regering har nu besluttet at give et millionbeløb til behandlingspsykiatrien i håb om. at kvaliteten af behandlingen af landets sindslidende vil bedres. Psykiaterne argumenterer for, at psykiatriens dårlige resultater skyldes ressourcemangel. Hvordan kan man forvente, at alvorligt syge mennesker bliver raske eller får det bedre, når de udskrives før tid, lyder det. Dette lyder vel logisk for mange. Når speciallæger i psykiatri siger, at psykisk syge har brug for længere tids behandling for at blive raske, siger de det ofte med så stor autoritet og overbevisning, at det for mange vil lyde overbevisende. Selvfølgelig skal psykiatrien have flere penge til flere sengepladser og mulighed for længere tids indlæggelse og dermed stabil medicinsk behandling. Det er jo det eksperterne siger, er det ikke?
Antipsykiatriske bevægelser eller psykiatri-kritiske bevægelser mener til gengæld, at psykiatrien i det hele taget gør mere skade end gavn. Den biologisk/medicinske model er hele grundlaget for behandlingspsykiatrien i den vestlige verden, og den bevares udelukkende pga medicinalindustriens kriminelle handlinger og manipulation af både lægestanden og resten af samfundet. Dette gøres kynisk og udelukkende med det formål at tjene flere og flere penge. Psykiatrien sygeliggør rask væk normale menneskelige reaktioner, skyder derved helt ved siden af relevante behandlingsmål og hjælper ingen, lyder det. Al medicinsk behandling af menneskelig lidelse er en forbrydelse imod menneskeheden og den medicinsk baserede psykiatri bør bringes til ophør.
Men debatten er for unuanceret og polariseret. Sandheden ligger formentlig et sted midt imellem disse to positioner. Som tidligere medarbejder i behandlingspsykiatrien ved jeg, at nogle mennesker rent faktisk får gavn af indlæggelse på psykiatrisk afdeling. En indlæggelse på psykiatrisk afdeling kan være livreddende for nogle. Alvorligt selvmordstruede mennesker kan få en pause fra det liv, der i en periode er blevet alt for svært at håndtere, og hvis man er heldig at møde en medarbejder, der rent faktisk har veludviklede empatiske evner, livserfaring og omsorg til overs for én under indlæggelsen, kan det betyde alverden i forhold til at finde fodfæste igen. Medicinering af en akut psykotisk tilstand kan også være gavnlig for det videre forløb, hvis man vel at mærke ikke medicinerer for lang tid og hvis man trapper langsomt nok ud igen. Men som tidligere medarbejder i psykiatrien ved jeg også, at de psykiatri-kritiske bevægelser desværre har langt mere ret end de som regel får anerkendelse for. Der er noget helt fundamentalt galt med vores nuværende psykiatriske behandlingssystem, og det er bestemt ikke blot et spørgsmål om ressourcer. Som tidligere medarbejder i psykiatrien ved jeg nemlig også, at nogle mennesker sygeliggøres og bedøves unødigt i den medicinske psykiatris ånd, og dette bestemt med skadevirkninger til følge. Det er min absolutte overbevisning, baseret både på egen klinisk erfaring og på den seriøse psykiatri-kritiske litteratur, at en del mennesker i psykiatrien bliver skadet mere end de bliver hjulpet i psykiatrien og at en del bliver sygeliggjort unødigt og gjort afhængige af lægemidler som de aldrig skulle være behandlet med. Dette er ikke mindre end en medicinsk katastrofe og i øvrigt en menneskelig tragedie.
En del af problemet består i, at det nuværende psykiatriske behandlingssystem slet ikke i stand til at forstå og tage vare på svært traumatiserede mennesker, der reagerer på deres psykologiske traumer med symptomer som eksempelvis aggression, depression, selvskade, stemmehøring eller vrangforestillinger. Disse mennesker bliver medicineret, fordi det er i praksis det eneste psykiatrien kan finde ud af. Og hvis disse mennesker ikke er enige i, at dette er den rette behandling for dem, vil de i en del tilfælde blive tvangsmedicineret med potentielt skadelig medicin og retraumatisering til følge. Der er i behandlingspsykiatrien fortvivlende lidt viden om eller interesse for psykologisk behandling, familiebehandling eller behandlings-tilgange som Åben Dialog, der eksempelvis har vist exceptionelt gode resultater i forhold til psykose-reaktioner, og det er her problemet ligger. Der er i praksis tale om et ensporet medicinsk fokus - og ja, det skader i nogle tilfælde mere end det gavner.
I psykiatrien har man glemt, hvad menneske lidelse egentlig er og hvordan den kan håndteres uden at den nødvendigvis skal medicineres væk. Vi har glemt hvor vigtigt det er at give plads til lidelsen og til livshistorien, så det lidende mennesker får mulighed for at skabe mening i sin egen historie og forstå sine egne reaktioner som andet end tegn på 'sygdom'. Man kan ikke medicinere traume-reaktioner væk uanset hvor 'grimme' man måtte synes de og de bagvedliggende traumer er. Vi har brug for en psykiatri, der reelt spiller på flere tangenter end den nuværende menneskeligt fattige og ensidigt medicinske tilgang. Der er brug for et reelt paradigmeskifte, hvor man i langt højere grad end nu satser på at kunne skelne traume-baserede psykiske lidelser fra lidelser med eventuel større basis i neurologiske skader, stofudløste tilstande og/eller genetiske forhold. Der er brug for en langt større satsning på kompetent og ikke-medicinsk behandling af følgerne af psykologiske traumer. Der er ikke brug for flere penge til mere af det samme!
