Kommentarer (3)
Birgitte Rasmussen
13.08.2020 (06:28)
Totalt genkendeligt. Jeg er som pårørende rystet over mit møde med psykiatrien
Cecilie Skovbjerg
16.08.2020 (17:12)
Som nu og heldigvis for tidligere patient i psykiatrien og ikke mindst tidligere beoer på et bosted, synes jeg at det er dejligt at opleve at også professionelle kan se at der er andet galt end blot mangel på ressourcer. Det, der fik mig til at sige stop og forlade psykiatrien, var ikke min mærkbare bedring, det var en konstatering af at den tiltagende forråelse blot gjorde min situation meget værre. At blive fortalt at jeg bare var en opgave, en opgave der kunne løses af alle, er forråelse i en meget ubehagelig form.
Jeg har en drøm at vi, både brugere, pårørende og professionelle, der er i stand til at se nuanceret på tingene, for intet er enten/eller, på sigt kan rejse os i fællesskab og få en ændret en generelt forstokket og meget gammeldags kultur
ZB
24.01.2021 (11:08)
Jeg tror at det også er vigtigt at lære de her medarbejdere, personale og andre at blive bevidste om hvad der sker, når der opstår en forråelseskultur hvilket der er alle steder eller mange steder i behandlings systemet.
Uddanne folk i det og ikke mindst de som bliver indlagt.
Jeg har altid haft et ønske om at hjælpe andre den dag jeg kom ud på den anden side og her er jeg , og så oplever jeg bare at jeg har valgt at gå i en anden retning. Der er simpelthen for dårlige arbejdsvilkår og jeg vil aldrig kunne have lyst til at lade mig tvinge til at være en del af det fx igennem praktik og uddannelse. Fordi jeg ønskede at have med mennesker at gøre. Det at jeg selv har prøvet systemet i alt for mange år og har været ude af det i snart 3 år nu, det gør og har gjort jeg blev i tvivl om det overhovedet er muligt at ændre noget på de afdelinger.
Jeg håber ligesom du skriver at vi en dag kan sige til folk de trygt kan blive indlagt og ikke som idag må sige til folk der har det skidt, Ja hvis du ikke kan holde det ud må du ringe til din læge eller er der overhovedet ikke noget du kan gøre for at få det anderledes- vel vidende det er super tydeligt personen ikke kan gøre noget og at vedkommende bare lider. Det er det værste. At have prøvet det indefra og skulle sende nogle til psyk, derfor valgte jeg noget andet til en start. For jeg oplever simpelthen ikke at jeg kan bidrage med noget, da min måde at komme ud på den anden side markant adskiller sig fra de gængse måder. Det er næsten som at tale om religion når man fortæller om sin måde at arbejde med ting på og så er der for meget polarisering også for os ex-patienter. Som har en masse at byde på.
På den ene side har du nogle der vil gøre som de plejer , så har du dem der er gået ned med stress og aldrig kommer tilbage igen og så er der den sidste gruppe som aktivt har valgt at løse tingene udenfor sengepsykiatrien. Jeg holder normaltvis foredrag for fagfolk om min historie når ikke lige det hele er lukket ned. Jeg synes det er svært for der skal ske en ændring både hos den måde vi patienter eller fx patienter tænker på, men også personalet. Der må ske et bevidsthedsskifte og så må vi forsøge at bevare forståelsen uanset hvor tosset vi synes den anden er. Fordi vi er alle meget forskellige.
Jeg ønsker at kunne lave et helt miljø /kultur og man talte om de her ting i psykiatrien og med hjælp fra fagfolk og fx brugere som er ude på den anden side. Evt pårørende. At vi begyndte at snakke med hinanden og åbne op og ligesom få forløst den forråelse . Nu kommer der måske noget der vil trigge nogle, men vi bidrager alle til den kultur som er og jeg ved af erfaring, at bag hver projektion ligger der et traume og hvis den person bliver trigget på det kan han/hun nemt sige "den fede ko" om en patient.
Vi skal simpelthen ind og arbejde med egne traumer og triggere. Alle har det også dem der skulle være en hjælp på psyk, behandlingssteder, bosteder, anbringelser og ude i lokal psykiatrien.
Jeg er nysgerrig på om der slet ikke bliver givet ordentlig supervision på sådanne steder. Jeg har jo selv måttet nævne for både personale og andre godtfolk som havde med mig at gøre at de vil gøre sig selv og mig en tjeneste ved at gå i terapi /supervision for det er så tydeligt for en der er vokset op i en verden af angst , berøringsangst og folk med gode råd, at de der skulle hjælpe os fx patienter, har det omtrent ligeså skidt når det kommer til stykket eller værre. Har måske ikke den samme indsigt - de siger vi skal have. Jeg ved det ikke , jeg er ikke fagperson blot et helt almindeligt menneske der har set ALT for meget under indlæggelser, i systemet osv. Jeg siger blot hvad jeg ser og at jeg ønsker vi skaber en dialog kultur i stedet.
-ZB
